Standarder og direktiver

Vores tekstilprøvningslaboratorium i Ellefeld sørger for, at vores sikkerhedstekstiler opfylder (og i de fleste tilfælde overstiger) de nødvendige sikkerhedsstandarder. Vi forklarer præcist, hvordan det fungerer, i vores blogserie "How safe is safe": 

Del 1
Del 2

The European standard DIN EN 343 regulates the requirements for clothing to protect against rain as part of protective workwear.

This clothing is protective clothing against precipitation, rain, fog and wind at temperatures greater or equivalent to –5 °C. Two performance parameters are specified for this protective clothing:

x = water penetration resistance (water tightness)
Classification into classes 1 to 3 is possible. Class 3 has the highest water penetration resistance and fulfils the highest requirements.

Water penetration resistance (WP) is measured in pascals (Pa) and is the hydrostatic pressure held by a material. The term "water column" is often used, which is then given in millimeters. Both the material and seams are tested.

y = Water vapour resistance (breathability)
Classification into classes 1 to 3 is possible. Class 3 has the lowest water vapour resistance and fulfils the highest requirements.

Water vapour resistance (Ret) is measured in m²*Pa/W and the lower the resistance the better the breathability of the textile. If the garment has a Ret value of class 1, it must carry the warning "limited wearing time" after this number.

Standarden EN ISO 20471 regulerer specifikt mindstekravene til refleksbeklædning. Tøj med høj synlighed er et visuelt signal om brugerens tilstedeværelse – og gør brugeren iøjnefaldende i farlige situationer under alle mulige lysforhold om dagen samt i mørke, når det ses i lyset fra forlygter. Synlighed opnås ved en skarp kontrast mellem tøj og den baggrund, det ses på. Beskyttelsestøj skal derfor vælges efter den dominerende baggrundsfarve for at sikre maksimal beskyttelse. Refleksbeklædning består generelt af et fluorescerende materiale og et reflekterende materiale. Minimumsarealerne i kvadratmeter på baggrunden og det reflekterende materiale bestemmer klassen for refleksbeklædning. Klassen angives som et tal ved siden af piktogrammet som "x&quot. Refleksbeklædning er klassificeret i tre risikoniveauer i overensstemmelse med EN ISO 20471:

• Lav risiko = synlighed
• Medium risiko = øget synlighed
• Høj risiko = høj synlighed

DIN EN 510 beskriver specifikationerne for beskyttelsestøj til områder, hvor der er risiko for at blive filtret ind i bevægelige dele.

Behørigt certificeret beskyttelsestøj minimerer risikoen for indfiltring, eller at tekstil bliver fanget i bevægelige dele, hvis brugeren arbejder på eller i nærheden af maskiner eller udstyr med farlige bevægelser.

Særlige egenskaber for tøjet omfatter derfor:

• Ingen jakkelommer, der kan nås udefra
• Ingen sømmede folder
• Dækkede fastgørelseselementer
• Tætsiddende

Følgende dele er samlet under hovedoverskriften DIN EN 1149 "Elektrostatiske egenskaber&quot: Del 1: Testmetode til måling af overflademodstand
Del 2: Testmetode til måling af lodret modstand
Del 3: Testmetode til måling af ladningsforfald
Del 4: Test af tøj (standard er på vej)
Del 5: Krav til ydeevne for materiale og konstruktion. Dette er beskyttelsestøj med antistatiske egenskaber. Dette tøj reducerer elektrostatisk ladning og forekomsten af brandbare statiske gnister. Det er påkrævet i områder, hvor eksplosiv atmosfære kan forekomme. Standarden definerer de elektrostatiske krav til beklædning for at undgå brændbare udladninger.

Beskyttelsesbeklædning i forbindelse med svejsning og lignende processer i overensstemmelse med EN ISO 11611 beskytter brugeren mod små stænk fra smeltet metal, kort kontakt med flammer og strålingsvarme fra lysbue. Tøjet kan være egnet til personer under svejsning og lignende processer, hvor der opstår samme type og lignende farer. Den beskyttende effekt opnås med flammehæmmende stof i forbindelse med specifikke behandlingsegenskaber, som er defineret i EN ISO 11611. Et kriterium for klassificering som beskyttelsestøj til brug ved svejsning er begrænset flammespredning. Test af dette kriterium indebærer analyse af, hvordan stoffet brænder efter at være blevet udsat for en lille lodret flamme.

Testen er baseret på EN ISO 15025 (tidligere DIN EN 532), som angiver, at:

• Ingen prøve må fortsætte med at brænde til øverste kanter eller sidekanter
• Ingen prøve må udvise huldannelse større end 5 x 5 mm²
• Ingen prøve må afgive flammende eller smeltende materialer
• Den gennemsnitlige efterflammetid må ikke overstige 2 sekunder
• Den gennemsnitlige efterglødetid må ikke overstige 2 sekunder

Klassifikation af beskyttelsestøj i to klasser

Klasse 1 (lavere): Beskyttelse mod mindre farlige svejseteknikker og situationer med et lavere antal svejsestænk og strålingsvarme: mindst 15 dråber smeltet metal og et strålevarmeoverføringsindeks (RHTI) på 24 ≥ 7 s

Klasse 2 (højere): Beskyttelse mod mere farlige svejseteknikker og situationer med mange svejsestænk og høj strålingsvarme: mindst 25 dråber smeltet metal og et strålevarmeoverføringsindeks (RHTI) på 24 ≥ 16 s

Flammespredningstestene kan udføres i henhold til to forskellige procedurer – det er også muligt at teste med begge metoder (A1+A2).

Metode A – overfladeantændelse: Flammen påføres på midten af prøven.
Metode B – antændelse af nederste kant: Flammen sættes til den nederste kant af prøven.

Beskyttelsestøj i hen hold til standarden EN ISO 11612 – Beklædning til beskyttelse mod varme og flammer – skal beskytte medarbejdere, der kommer i kort kontakt med flammer og mindst én slags varme. Et testkriterium for klassificering som beskyttelsestøj til medarbejdere udsat for varme er den begrænsede flammespredning i overensstemmelse med EN ISO 15025 (tidligere DIN EN 532, på samme måde som testkriteriet for beskyttelsestøj til brug ved svejsning (kode A) . Typen af varme er defineret af koderne (B til F). Den varme, der opstår, kan være konvektiv (kodebogstav B), strålende (kodebogstav C) forårsaget af smeltet aluminium (kodebogstav D) eller stænk fra smeltet jern (kodebogstav E), kontaktvarme (kodebogstav F) eller en kombination af disse former. Foruden kodebogstaver er ydelsesniveauer 1 til 4 også angivet for dette beskyttelsestøj. Jo højere niveauet er, desto højere er den beskyttende virkning af det relevante element. Den beskyttende effekt opnås med flammehæmmende stof i forbindelse med specifikke behandlingsegenskaber. Der er defineret yderligere ydelsesniveauer for varmeoverførsel:

• Niveau 1: Påvirkning af lav risiko
• Niveau 2: Påvirkning af medium risiko
• Niveau 3: Påvirkning af høj risiko
• Undtagelse: Niveau 4 gælder for udsættelse for intens strålevarme (se kode C).

Varmemodstand måles ved en temperatur på 180 °C (+/- 5 °C) eller eventuelt ved 260 °C (+/- 5 °C). Alt tøjet kan eventuelt testes for at forudsige forbrændinger.

Beskyttelsestøj i overensstemmelse med DIN EN 61482-1-2-standarden – Beklædning til beskyttelse mod termisk fare ved en elektrisk lysbue – refererer til termisk tøj. Dette tøj er egnet til arbejde i lavspændingsområdet, hvor der kan opstå termisk fare på grund af en elektrisk lysbue. Et vigtigt testkriterium er at kontrollere buemodstand i overensstemmelse med DIN EN 61482-1-2. Målingen sker ved hjælp af CENELEC-lysbuetesten, hvor der udføres målinger af termisk isolering og en kvantitativ evaluering af brandrisikoen. Tøjet er dog ikke elektrisk isolerende beskyttelsesbeklædning i henhold til EN 50286.

DIN EN 61482-1-2 styrer testmetoder til at bestemme lysbuebeskyttelsesklasse for materiale og tøj ved hjælp af en styret testbue (bokstest).

Måling af termisk energi i bokstesten for materiale:

• Stoll-kurven bruges til at vurdere, om overførslen af varme kan forårsage andengradsforbrændinger
• Evaluering af bokstesten af tøjet, inklusive alt tilbehør, sytråd og fastgørelsesanordninger osv.

Andre krav:

• Indvendigt og udvendigt materiale skal opfylde indeks 3 for begrænset flammespredning og de indvendige lag skal opfylde indeks 1.
• Brug af en varmebestandigt sytråd (op til 260° C)

Hvis forsiden af produktet (for eksempel i tilfældet jakker) er i en højere beskyttelsesklasse end ryggen, skal hele fronten, herunder ærmerne, være i denne højere klasse. De forskellige ydeevner på bagsiden skal være tydeligt afmærket.

Standarden DIN EN ISO 14116 specificerer kravene til materialer, materialesammensætninger og beskyttelsestøj med begrænset flammespredning. Standarden har til formål at forhindre potentielle farer ved utilsigtet, kort og lejlighedsvis kontakt med små flammer. Det drejer sig om situationer, hvor der ikke er væsentlige far fra varme eller andre varmekilder.

Beskyttelsestøj, der overholder denne standard, er ikke egnet, hvis ekstra beskyttelse er nødvendig på grund af risiko fra varme og ild.

Standarden definerer også yderligere krav til beskyttelsestøj, herunder mekaniske krav og betingelser for mærkning og levering af oplysninger fra producenten.

 Angivne modelkrav til beklædning i henhold til standard DIN EN ISO 14116 er:

• Tilstrækkelig overlapning mellem jakke og bukser
• Ingen opsmøg på bukseben
• Ingen flammeledende eller termisk ledende dele på tværs af alle lag
• Syningsstyrke efter fem gange vask på mere end 30 newton

Beskyttelsestøj i overensstemmelse med EN ISO 14116 består af ét eller flere lag tøj eller et enkelt stykke tøj. Alle materialer er tildelt et indeks (1, 2 eller 3) for begrænset flammespredning i overensstemmelse med test i henhold til ISO 15025.

Standard DIN EN 14605 fastlægger kravene til helkropsbeskyttelsesdragter eller fulde beskyttelsesdragter (med forseglede forbindelser mellem de forskellige dele af tøjet, hvis det er aktuelt).

Kemikaliebeskyttelsesdragter er grundlæggende opdelt i kategorier i henhold til specifikke anvendelser. Følgende tabel beskriver klassifikationerne i overensstemmelse med DIN EN 14605:

Testkravene til beskyttelsestøj i overensstemmelse med DIN EN 14605 dækker:

• Modstandsdygtighed over for slid
• Modstandsdygtighed over for bøjningsrevner
• Modstandsdygtighed over for bøjningsrevner ved -30 ° C
• Rivestyrke
• Trækstyrke
• Modstandsdygtighed over for punktering
• Modstandsdygtighed over for gennemtrængning af væsker

Testkriterierne for beskyttelsestøj mod flydende kemikalier kan påvises ved hjælp af specifikke testmetoder.

Testmetoder for kemikaliebeskyttelsestøj

Stråletest (bruges til væsketætte beskyttelsesdragter – type 3)
Ved stråletesten af væsketætte beskyttelsesdragter bæres beskyttelsestøjet af en testperson uden på en absorberende overall. Materialet gennemgår en forudbestemt stresstest, mens en bestemt mængde markørvæske blæses mod testpersonen fra et testapparat (ved anvendelse af en stærk luftstrøm). Beskyttelsesdragtens væsketæthed bestemmes via en visuel kontrol af den overall, testpersonen har på indenunder.

Sprøjtetest (bruges til sprøjtetætte beskyttelsesdragter – type 4)
Funktionaliteten af type 4 spraytætte beskyttelsesdragter undersøges ved hjælp af en test med flydende sprøjt. Sprøjtetesten udføres på samme måde som stråletesten med den forskel, at markørvæsken blæses fra testapparatet som fintforstøvede sprøjt.

Den europæiske standard ISO 13982 regulerer mindstekravene til type 5-beskyttelsesdragter mod kemikalier. Dette dækker helkropsbeskyttelsesdragter, der beskytter brugeren mod partikler og aerosoler af faste kemikalier.

Tøjet, der er angivet i standarden, dækker overkrop, arme og ben (med eller uden hætte eller fodbeskyttelse). Det partikelresistente kemiske beskyttelsestøj skal have modstandsdygtige egenskaber mod gennemtrængning af luftbårne faste partikler for at beskytte brugeren tilstrækkeligt.

Standard DIN EN 13034 vedrører minimumskravene til beskyttelsesdragter med stænkbeskyttelse (type 6-beskyttelsesdragter mod kemikalier). Beskyttelsestøj i overensstemmelse med den europæiske standard giver begrænset beskyttelse mod virkningerne af flydende aerosoler, sprøjt og lette stænk i områder , hvor risikoen for eksponering for kemiske stoffer anses for at være relativt lav.

Standardens krav omfatter beskyttelse, der ydes ved speciel efterbehandling af materialet i kombination med den nødvendige behandling af dragten, især sømmene. Testkriterier for disse krav omfatter materialets modstand mod indtrængning af væsker og modstandsdygtighed over for gennemtrængning af stænk (se sprøjtetestmetode).

Standarden DIN EN 32781 regulerer minimumskravene til beskyttelsesdragter, der bæres ved håndtering af eller sprøjtning med pesticider, og bør beskytte brugeren mod mulige farer ved spredning af sådanne stoffer.

Kravene til beskyttelsesbeklædning mod pesticider omfatter bestemmelser om materialets styrke og uigennemtrængelighed. Gennemtrængningen bestemmes ved hjælp af en særlig testmetode i overensstemmelse med DIN EN 14786: 2006-standarden.

Arbejde med ufortyndede, koncentrerede pesticider kræver også yderligere beskyttelsesudstyr som forklæder, specielle sikkerhedshandsker til plantebeskyttelse og ansigtsbeskyttelse. 

Ydeevnen og testmetoderne af beskyttelsestøj mod smittefarlige stoffer er reguleret i standarden DIN EN 14126. Beskyttelsestøj testet i henhold til DIN EN 14126 garanterer modstandsdygtighed over for indtrængen af biologisk forurenede væsker (våd bakteriel gennemtrængning).

De særlige krav til tøjmaterialer, der bruges til at beskytte mod smittefarlige stoffer, sikrer beskyttelse af hud og bruger mod potentiel kontakt med biologiske stoffer, hvilket hjælper med at forhindre spredning af mikrober. Beskyttelsesdragter certificeret i overensstemmelse med DIN EN 14126 kan identificeres ved piktogrammet for biologisk fare.

Standarden DIN EN 14126 dækker følgende tests af materialer til beskyttelsestøj:

• Gennemtrængningstest med syntetisk blod (ISO/FDIS 11603)
• Modstandsdygtighed over for vira (ISO/FDIS 16604)
• Modstandsdygtighed over for bakterier (ISO/FDIS 22610)
• Modstandsdygtighed over for gennemtrængning af biologisk kontaminerede aerosoler (ISO/DIS 22611)
• Modstandsdygtighed over for forurenet støv (ISO/DIS 22612)

Del 2 i standarden DIN EN 1073 regulerer krav og testmetoder for ikke-ventileret beskyttelsesbeklædning mod partikelformet radioaktiv forurening. Beskyttelsestøj i overensstemmelse med standarden skal beskytte bæreren mod radioaktiv forurening fra faste partikler.

Standarden dækker ikke beskyttelse mod ioniserende stråling eller beskyttelse af patienter mod kontaminering fra radioaktive stoffer, der anvendes til diagnostiske eller terapeutiske foranstaltninger.

Ydeevnen til beskyttelsestøjet kræver også, at beklædningsgenstanden er let at tage på og af, og at forureningsrisikoen reduceres til et minimum. Beskyttelsestøjet kan bestå af én del eller af flere dele, der tages på sammen. Beskyttelsestøj i overensstemmelse med DIN EN 1073-2 skal også være udstyret med fast og permanent fastgjort tilbehør (kappe, handsker, galocher, åndedrætsværn).